Spørger man borgerne i Bjerringbro, hvad de er mest stolte af ved deres by, så er Gudenåen den absolutte topscorer. Flere end 80 procent pegede således på, at Bjerringbro er det bedste ved Bjerringbro, da Byforum før sommerferien gennemførte en imageundersøgelse for byen.
Derfor er det også helt naturligt, at Gudenåen er kommet med som et selvstændigt indsatsområde i den nye byvækststrategi for Bjerringbro.
Nyt samlingspunkt for Bjerringbro
“Gøre Gudenåen til Bjerringbros nye samlingspunkt”, lyder overskriften på indsatsområdet, og bag ordene gemmer sig et ønske om at udnytte Gudenåens potentiale som byens naturlige centrum og som mødested for byens borgere.
– I mange år har Gudenåen fungeret som en adskilleelse af bydelene, og det ønsker vi at lave om på. Vi begyndte med Helhedsplanen, hvor Å Promenaden nu er ved at vokse frem, og med Grundfos beslutning om at sælge bygningerne på Martin Bachs Vej har vi fået en stor gave og mulighed for at vende byen mere mod åen, siger Niels Dueholm, der er formand for Bjerringbro Byforum og den følgegruppe, der har udarbejdet udkastet til den nye strategi.
Ønske om en samlet plan
I den nye Byvækststrategi kan man læse, at borgerne vil arbejde for at Byforum inddrages i en dialog mellem kommune, grundejere og udviklere om byens udviklingsprojekter for at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret udvikling.
Bag ordene gemmer sig en inspiration fra Viborg, hvor man i sin tid dannede det såkaldte “Baneby-råd”, da man skulle omdanne industrikvarteret i Viborg til boliger.
– Vi synes det er vigtigt, at man får set på hele området mellem jernbanen og Gudenåen fra Brogade og udefter. Ved at lave en samlet plan, får vi også en samlet løsning, siger Niels Dueholm.
Han understreger, at tankerne om et tættere samarbejde om udvikling også kan gælde for andre områder i Bjerringbro.
Borgermøde den 20. november
Den samlede Byvækststrategi præsenteres på et borgermøde den 20. november kl. 17-19. Det finder sted i Gudenåhuset, og alle er velkomne til at kigge forbi.
Har du et forslag eller en god idé, du ønsker skal med i Byvækststrategien, kan du stadig nå at påvirke processen. Der er nemlig offentlig høring frem til den 5. december. Du finder et link herunder.
Links:
Læs mere:
STRATEGI: Ny Byvækststrategi for Bjerringbro og omegn sendt i høring
STRATEGI: Spændende ny vision for Bjerringbro