Bjerringbro skal have sin egen kulturfestival. Det bakkede en stribe af lokale kulturaktører op om, da der forleden var fyraftens-møde for institutioner, virksomheder, foreninger og arrangørgrupper fra Bjerringbros kulturliv.

Det var Bjerringbro Byforums udvalg for Kultur, Undervisning og Kirke – i daglig tale kaldet KUK – der havde indkaldt til mødet . Dels for at præsentere ideéen og dels for at lodde stemningen.

“Jeg er normalt ikke nervøs før en præsentation, men denne gang havde jeg virkelig sommerfugle i maven. Vi tror rigtig meget på projektet, og håbede også, at andre kunne se potentialet. Og det kunne de heldigvis,” siger en glad bychef, Lars Christiansen, efter mødet.

Sammen med KUK-formand Dagny Vistisen præsenterede han visionerne for “Bjerringbro Kulturuge”, som arbejdstitlen er lige nu.

Tanken er, at Bjerringbro Byforum er tovholder på projektet, mens de mange arrangører i Bjerringbro og i de omkringliggende landsbyer laver arrangementer. På den måde kan arrangørerne vise sig frem individuelt og samtidig vise Bjerringbro-egnen frem i fællesskab.

Med på mødet var over 40 deltager, der tilsammen repræsenterede flere end 30 forskellige kulturarrangører og interessenter.

“Vi ved, at ikke alle kulturarrangører deltog, og det kan godt være fordi, de ikke står på vores mailliste. Men vi vil meget gerne opfordre ALLE arrangører til at melde sig, hvis de har lyst til at være med. Målet er at lave et arrangement, der spænder bredt i indhold og målgrupper,” siger Lars Christiansen.

Ambitionen er, at Bjerringbro Kulturuge skal ligge i samme uge som Lions Marked, så ugens festligheder kan afsluttes med et brag af en Lions-fest.

På grund af helligdage er næste års kulturfestival længere end oprindeligt tiltænkt. Med start fra den onsdag den 29. maj og afslutning søndag den 9. juni.

Har man lyst til at være en del af kulturugen skal man senest den 15. december på mail give tilsagn om deltagelse. Første møde i arrangørgruppen er tirsdag den 15. januar klokken 16.30-18.30.

Tilsagn eller spørgsmål kan sendes på mail: mail@bjerringbro.dk.

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment