Bjerringbro Byforum har sammen med Viborg Kommune afholdt de første tre fremtidsværksteder som led i den Byvækststrategi, som Viborg Kommune har igangsat for Bjerringbro.
“Byrådet har heldigvis set det store potentiale, der er i Bjerringbro-egnen som et sted at bosætte sig. Så formålet er at lave en fælles strategi der udpeger dels det unikke ved Bjerringbro og dels de tiltag, der skal til, for at egnen kan tiltrække flere tilflyttere,” fortæller bychef Lars Christiansen.
Møderne blev ledet af byplanlæggerne Karoline Musted Kjeldsen og Jørgen Tryk Hansen fra Viborg Kommune, og udfordrede deltagerne i at tænke dels på alle de gode ting ved Bjerringbro, dels de dårlige ting og endelig pege på de muligheder, som deltagerne i fremtidsværkstederne kunne se for vores by og egn.
De to første møder fandt sted i Byens Hus, Bjerringbro Station, og var for seniorer over 65 år. Det tredje møde fandt sted på Bjerringbro Gymnasium og handlede om ungdommens muligheder for Bjerringbro. Begge steder var engagementet stort.
“Det har været en stor oplevelse at se og høre, hvilke muligheder borgerne ser for vores by. Og jeg håber på, at vi ender med en langtidsholdbar udviklingsplan for Bjerringbro frem til 2040,” siger bychefen.