Der er traditionen tro masser af muligheder for at blive underholdt i efterårsferien, også i Gudenåhuset i Bjerringbro, hvor man f.eks. kan gå på Flunkejagt, se på middelaldergøgl, deltage i kreative værksteder og for de allermindste er der teatermagi på programmet.
Flunkejagt
For ca. 117. gang lander flunkerne i deres rumskib, denne gang i Gudenåhusets foyer, hvorfra de invaderer biblioteket. De små drilske væsener er rigtig gode til at finde gemmesteder og denne gang har de annonceret, at de vil gøre det sværere end nogensinde at finde dem allesammen. Men heldigvis er flunkejægere altid ihærdige og med falkeblik og ledetråde plejer alle at blive fundet. Og som sædvanlig udloves en dusør til alle flunkejægere i form af årets flunkejægerbadge. Flunkejagten foregår i hele uge 42 fra lørdag d. 13. til søndag d. 21. oktober. Det er dog kun i den betjente åbningstid, der uddeles dusør.
Kreative værksteder
På biblioteket tilbydes to forskellige kreative værksteder, som også plejer at være populært i en ferieuge, der vejrmæssigt måske byder på lidt af hvert. ”Mal dit eget træfly” er den ene aktivitet, hvor man kan dekorere et lille træfly med sjove mønstre og farver og ”Mal på sten” er den anden. Vi har alt, hvad der skal bruges, både fly, sten, tusser og inspiration. Det er gratis at deltage, så det er bare at møde op og gå i gang. Værkstederne er åbne i bibliotekets betjente åbningstid fra mandag til fredag.
Middelaldergøgl
Mandag formiddag kl. 11.00 får vi besøg af Halvdur & Quartsur, som optræder med middelaldergøgl som det kunne have set ud for ca. 800 år siden. Forestillingen bygger på gamle gøglertraditioner og -discipliner. Kostumer og rekvisitter er lavet efter inspiration fra kalkmalerier og lignende. Det er gøgl på et højt niveau med så meget humor, at både børn og voksne får sig et godt grin. Det foregår udendørs, så klæd jer på efter vejret!
Der er fri entré og tilmelding er ikke nødvendig.
Teatermagi for de allermindste
Teatret Riddersalen byder de mindste børn fra 1½-4 år indenfor i en lille entré, der danner kulisse for forestillingen ”Små blå sko”. Fra entreens billeder, skuffer og skabe trylles fortællingen frem om damen, der går tur med folk. Damen er begejstret og fuld af forventninger, når en ny gåturs-kammerat skal komme. I dag venter hun Alfred, så de små blå sko findes frem. I ventetiden fantaserer damen om udflugtsmål for dagen. Så lyder klokken ved entrédøren…
Giv de små en dejlig teateroplevelse torsdag d. 18. oktober kl. 10.30. Billetter à 30 kr. pr. person kan købes via ferieaktiviteterviborg.dk eller på biblioteket.
Naturskattejagter
Viborg Bibliotekernes populære naturskattejagter er naturligvis også på programmet i denne efterårsferie og den ene af ruterne er at finde i Hjermind Skov. Det er en rute på ca. 2,5 km og der må regnes med lidt udfordrende off-road strækninger indimellem. Men først og fremmest er det en sjov, fælles naturoplevelse for hele familien. Der er i alt 4 ruter at vælge imellem, hvor den ene altså foregår i Hjermind Skov tæt på Bjerringbro. De andre ruter er hhv. den klapvognsvenlige rute i Undallslund, som også kan gås i mørke, mountainbikeruten i Hald Ege og Middelalderruten ved De 5 Halder.
Skattekort kan købes på Bjerringbro Bibliotek og Hovedbiblioteket i Viborg fra fredag d. 12. oktober kl. 14 og hele uge 42 til og med lørdag. Pris pr. skattekort for op til 3 børn: 40 kr. Hvis der er flere end 3 børn koster det 10 kr. pr. ekstra barn.
Booktalk for unge og voksne
Tirsdag d. 16. oktober kl. 17-18 er forfatter Rikke Oberlin Flarup gæst i Gudenåhuset med booktalk om sin nye ungdomsroman. Rikke er født og opvokset i Bjerringbro og bor nu i København.
Se også mere på www.viborgbib.dk og www.ferieaktivteterviborg.dk