Bjerringbro Byforum opfordrer Viborg Kommune til straks at sætte gang i processen omkring en ny bro ved Kjællinghøl.
Opfordringen kommer efter at Viborg Kommune i dag har meddelt, at broen skal rives ned inden jul, fordi den er i så elendig forfatning, at den kan kollapse, hvis der kommer meget sne til vinter.
Sagen er på Klima og Miljøudvalgets dagsorden den 31. oktober, og Bjerringbro Byforum har derfor rettet henvendelse til udvalgsformand Stine Damborg Hust (K) og opfordret hende til, at sætte gang i processen omkring en ny bro med det samme.
Lukket siden december 2018
Broen blev lukket i december 2018 på grund af råd, og en syn og skøns-rapport har sidenhen slået fast, at broen er bygget helt forkert. Både i materialevalg og konstruktion. Derfor kan det ikke svare sig at forsøge at udbedre skaderne. Af juridiske årsager har Viborg Kommune ventet med at rive broen ned, men nu er man så langt, at broen kan fjernes og en voldgiftssag kan indledes.
Ingen grund til at vente
“Det er sund fornuft at Viborg Kommune har ventet med at rive broen ned for at sikre sig, at man ikke kom i klemme rent juridisk. Det vil være lige så sund fornuft at man nu sætter gang i at få projekteret og bygget en ny bro. Der er ingen grund til at vente på en voldgiftssag, der først afgøres i 2021,” siger bychef Lars Christiansen.
“Vi er mange i Bjerringbro, der savner den bro. Og det er ærgerligt, at vi ikke får den fulde udnyttelse af den ny-etablerede træksti, fordi broen er lukket”, siger han.
Lægge pengene ud
Voldgiftssagen skal afgøre, hvem der har ansvaret for, at Kjællinghøl-broen nu skal rives ned. Men sagen afgøres først i 2021, og så længe håber bychefen ikke der skal gå, før en ny bro kan projekteres og opføres. Han håber derfor, at Viborg Kommune vil lægge pengene ud til en ny bro indtil voldgiftssagen afgør, hvem der reelt skal betale regningen.