Skolegrunden på Sønderbro

I samarbejde med Viborg Kommune inviterer Bjerringbro Byforum til inspirationsmøde om nyt byggeri på grunden, hvor bl.a. Søndre Skole stod. Er der grundlag i Bjerringbro for at skabe en måde at bo på, hvor fællesskabet er i højsædet, og hvor livet ikke er opdelt af ligusterhække?

Skal en stor byggegrund på Søndrebro bebygges med helt almindelige rækkehuse, eller skal grunden på cirka 9.500 kvadratmeter danne rammen om en ny måde at bo på i Bjerringbro?

Det spørgsmål stiller Bjerringbro Byforums borgerudvalg, når udvalget på onsdag den 12. oktober kl 18.30 indbyder til inspirationsmøde i Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter om et kommende byggeri på grunden, der i daglig tale blot kaldes skolegrunden.

Den nye måde at bo på vil omfatte mere fællesskab for beboerne og bliver ikke et sted for folk, der helst bare vil være sig selv.

Afprøve interesse

– Vi ved ikke, om der er en særlig interesse i Bjerringbro. Men vi ved, at der er en trend i samfundet, der går i retning af mere fællesskab, og den vil vi gerne afprøve, siger bychef Lars Christiansen.

Han fortæller, at mødet er lavet i samarbejde med Viborg Kommune, der efterfølgende skal stå for at lave lokalplan for området og udbyde grunden til salg.

Pris og udseende

Det er Byforums borgerudvalg, der har lavet fodarbejdet for inspirationsmødet. I spidsen har stået Lars Haahr, der blandt andet er kendt for også at være involveret i Byens Hus i Bjerringbro.

– På mødet har vi inviteret en ekspert i trends for boformer samt folk der bor i bofællesskaber og ved noget om at bygge og organisere. Vi vil gerne kunne fortælle folk, hvordan kan det se ud, og hvad vil det koste, siger Lars Haahr.

Han understreger, at man er meget velkomme på mødet, hvis man blot er nysgerrig, og at fremmøde naturligvis ikke forpligter til noget som helst.

En mulighed

Viser mødet, at der slet ingen interesse er for en anden måde at bo på, så er der ingen problemer i det for bychefen.

– Vi arbejder for at Bjerringbro er et godt sted at bo og leve, og derfor vil vi gerne give borgerne forskellige muligheder. Jeg tror på, at det kan være med til at gøre Bjerringbro mere attraktiv. Men i sidste ende skal folk jo bo lige præcis sådan, som de helst selv vil, siger Lars Christiansen.

Tilmeld dig mødet

Der er ingen krav om tilmelding – men alligevel beder bychefen om en tilmelding, hvis man allerede nu ved, at man ønsker at deltage.

– Af hensyn til kaffen beder vi om, at folk lige giver besked, så vi kan lave et kvalificeret slag på tasken, når vi sætter kaffen over, siger Lars Christiansen.

Tilmelding sker på mail til: tilmeld@bjerringbro.dk