Syd for Gudenåen ligger Bjerringbros sydlige bydel, Sønderbro. Udover boliger rummer Sønderbro både erhverv og flere uddannelsesinstitutioner, bl.a. Bjerringbro Gymnasium, Bjerringbro skole og Naturvidenskabernes Hus, og der færdes særligt mange unge mennesker i bydelen i det daglige.
Bydelen er opstået omkring Brogade, der forbinder byens nordlige og sydlige bydel. Her ligger det lokale bydelscenter med supermarked, bager, slagter, grill, pølsevogn og træningscenter.
Bydelen virkede noget slidt og usammenhængende og der var en del tung og hurtig trafik. Dette ønskede man at lave om på, og iværksatte en plan, der skulle forskønne bydelen – Byfornyelse på Sønderbro.