IMAGE: Indbyggere og brugere af Bjerringbro er glade for deres by, og vil anbefale andre at flytte dertil – det viser en ny imageundersøgelse som Bjerringbro Byforum har lavet

Bjerringbro er en god by at bo i, og et sted man generelt kan være stolt af at bo. Det står klart efter Bjerringbro Byforum op mod sommerferien har gennemført en imageundersøgelse om Bjerringbro.

Hele 83 procent af respondenterne i undersøgelsen svarer således 4, 5 eller 6 på en skala fra 1-6 på spørgsmålet om, hvorvidt Bjerringbro er en god by. 59% svarer endda 5 eller 6 på skalaen.

Bjerringbro Byforums formand Niels Dueholm er glad for den store opbakning til Bjerringbro.

– Jeg har aldrig selv været i tvivl om, at Bjerringbro er en fantastisk by. Men når man følger nogle af debatterne på de lokale Facebook-grupper, så kan man godt nogle gange tænke, at man står helt alene med sin begejstring. Så det er helt rart at få bekræftet, at de her sure tastaturkrigere langt fra taler for flertallet af indbyggerne, siger Niels Dueholm.

Han peger samtidig på, at næsten 3 ud af 4 vil anbefale andre at bosætte sig i Bjerringbro.

Bruges i byvækststrategi

Flere end 750 mennesker har været forbi det digitale spørgeskema for at tilkendegive deres holdning til Bjerringbro.

Her har de dels svaret på helt grundlæggende spørgsmål om sig selv, og deres holdning til Bjerringbro. Og dels har Bjerringbro Byforum bedt brugerne om at udpege de bedste og værste steder og tilbud i Bjerringbro.

Og de mange input indgår nu i det videre arbejde med den byvækststrategi, som Viborg Kommune og Bjerringbro Byforum er i fuld gang med at udarbejde.

– Det absolut bedste sted i Bjerringbro er ifølge borgerne ”Gudenåen”, og der er ingen tvivl om hos mig, at det også er en stor styrke ved Bjerringbro, som vi skal benytte os af strategisk, siger Niels Dueholm.

Andre meget populære ting ved Bjerringbro er – udover de grønne områder – biografen, idrætsparken, supermarkeder, indkøbsmuligheder, parkeringsforhold og Niels Due Jensens Plads.

Stof til eftertanke

Selv om langt størstedelen af respondenterne er glade for byen, så er der naturligvis også ting i undersøgelsen, der giver stof til eftertanke for Byforums formand.

Således svarer kun lidt over halvdelen af respondenterne, at de ville bosætte sig i Bjerringbro, hvis de skulle flytte i dag.

På samme måde svarer kun 43 procent, at Bjerringbro har et godt image hos folk, der ikke bor i byen.

– Det er helt klart nogle tal, vi kommer til at dykke mere ned i og arbejde med fremadrettet i takt med, at vi skal til at gennemføre den byvækststrategi, som vi sidder og arbejder med lige nu, siger Niels Dueholm.

Fremhæve de gode ting

Set fra hans formandsstol har både Viborg Kommune og Bjerringbro Byforum en opgave i fællesskab med i langt højere grad at få fremhævet alle de gode ting, der allerede findes i Bjerringbro.

– Vi kan se i undersøgelsen, at de respondenter, der generelt er glade for Bjerringbro også er opmærksomme på de mange gode tilbud, der findes i byen, mens de respondenter, der er mindre glade for Bjerringbro ikke på samme måde ser de muligheder, byen har at tilbyde, siger Niels Dueholm.

Caféliv efterspørges

Og så er der ingen tvivl om, at uanset om man er glad eller ikke glad for Bjerringbro, så står respondenterne sammen om at efterlyse én ting i byen:
– Vi mangler et café-liv. Det er helt tydeligt, at byens borgere efterlyser et sted, de kan gå hen og drikke en kop kaffe eller spise en frokost en lørdag formiddag. Så det må da være et vink med en vognstang til enhver, der overvejer at drive café i Bjerringbro – efterspørgslen er i hvert fald til stede, siger Niels Dueholm.

 

Læs andre historier om resultaterne fra imageundersøgelsen:

Behov for flere rækkehuse og lejligheder i Bjerringbro