Kan man forestille sig en handelsby uden julelys?
De fleste vil nok svare, at de knapt kan forestille sig noget som helst bysamfund uden julelys i december.
Men det kan reelt blive udgangen, hvis ikke det lykkedes at finde en finansiering til en ny-investering i Bjerringbros julebelysning. En investering, der også kan opleves på Sønderbro, hvor især julen 2020 blev halvmørk.
Julelys ingen menneskeret
Mange tror, at julelys er en menneskeret i julen på linje med and, flæskesteg og rødkål, men sådan forholder det sig desværre ikke. Det er nemlig detailhandlen i Bjerringbro, der betaler for opsætning og vedligehold af byens julebelysning, og sådan har det i øvrigt altid været.
Den julebelysning, som Bjerringbro har nu, er egentlig en midlertidig løsning. Men meget af julelyset er slidt og skal skiftes i 2021 eller 2022, hvis der fortsat skal være lys udover i de to juletræer på Niels Due Jensens Plads og på Sønderbro Torv. Det betaler Viborg Kommune nemlig for.
Op til kr. 300.000,-
De fleste borgere kan nok godt blive enige om, at udover de nye flotte julekuber i gågaden, så er der behov for nyt julelys i Bjerringbro. Og det er vi enige i, i Bjerringbro Byforum.
Sammen med paraplyorganisationen “Vi Er Viborg” har Bjerringbro Byforum derfor indledt overvejelserne omkring indkøb af nyt julelys.
Men lige nu står en vigtig ting i vejen – nemlig penge. Spørgsmålet er, hvad, og hvordan lyset skal finansieres. Udskiftning af julebelysning koster nemlig mellem kr. 250.000,- og 300.000,- i Bjerringbro, og det er helt klart, at den slags penge har Byforum og byens handelsliv ikke på kontoen. Så hjernerne er lagt i blød for at finde ud af, hvorfra pengene kan komme.
Alternativt kan julen blive mørkelagt i Bjerringbro – og spørgsmålet er jo, om nogen overhovedet kan forestille sig den mulighed. Vi har svært ved det, i hvert fald.