Bjerringbro Byforum gentager sidste års store succes-arrangement Musik På Pladsen og garanterer for god musik og højt humør på Niels Due Jensens Plads

Fest, fadøl og fællessang bliver de tre gennemgående temaer, når Bjerringbro Byforum inviterer til gratis koncerter på Niels Due Jensens Plads den 31. maj.

På scenen kan du opleve Shu-bi-dua 2.0 og Marie Frank & Udflytterne, og dermed er der syng-med-garanti, når Byforum inviterer til ”Musik På Pladsen” som en del af årets udgave af Bjerringbro Kulturfestival. Festivalen finder sted fra torsdag den 29. maj til lørdag de 7. juni.

– Selv om der er færre koncerter, så er navnene på årets program endnu større end sidste år, og jeg håber at mange af Bjerringbro-egnens borgere har lyst til at feste med os på Niels Due Jensens Plads, siger Niels Dueholm, der er formand for Bjerringbro Byforum. Han sender samtidig en stor tak til Poul Due Jensens Fond og Elfonden, der har bidraget økonomisk til Bjerringbro Kulturfestival.

Shu-bi-dua 2.0

I mere end 50 år har shubberne serveret den ene medlevende musikoplevlse efter den anden, og det er ikke uden grund, at titlen ”nationalorkesteret” er sat netop på dette band.

Med den nutidige benævnelse Shu-Bi-Dua 2.0 gæster orkesteret Bjerringbro med en særdeles rutineret besætning, og af de oprindelige shubber, er Michael Hardinger, Kim Daugaard og Jørgen Thorup her 51 år efter begyndelsen stadig med på scenen.

– Jeg havde aldrig regnet med, at jeg skulle turnere land og rige rundt og underholde med Shu-bi-dua-kataloget mere end 50 år efter starten. Men det er en kæmpe glæde – måske større end nogensinde at møde vores gamle fans iført børn og børnebørn med Shu-bi-dua 2.0s rockede versioner af de gode gamle sange, siger Michael Hardinger.

Marie Frank – foto Morten Rygaard

Marie Frank og Udflytterne

Hun er født i Viborg, opvokset i Løvskal, gik i skole i Hjorthede og her i Bjerringbro synes vi, at hun er vores helt egen. Marie Frank fik sit store gennembrud i 1999, vandt et hav af priser og er her endnu.

Nu kan hun opleves på scenen i Bjerringbro i konstellationen ”Marie Frank & Udflytterne” med nye sange, nye ord, nyt band og med de gamle hits i baglommen.

Lokale foreninger engageret

Musik På Pladsen 2025 laves i samarbejde med Musikviften, der tager sig af al det praktisk omkring kunstnerne.

Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter, der står for ølsalg og indretning af pladsen i tæt samarbejde med en stribe lokale foreninger, der kan tjene lidt penge til foreningsarbejdet ved at bidrage med frivillige i forbindelse med koncerterne.