Vil du vide, hvad Bjerringbro Byforums Borgerudvalg går og arbejder med? Hvordan de står til med den kommende områdefornyelse? Eller bypedellerne?

Jamen så er du kommet det helt rigtige sted hen, hvis du møder op til Borgerudvalglets første Borgercafé torsdag den 23. januar klokken 19.30 i Byens Hus.

På det, der forventes at blive en hyggelig aften, vil Borgerudvalgets formand, Anne Knudsen, fortælle om Borgerudvalgets arbejde og lægge op til en snak om, om der er særlige ønsker, byens borgere har til udvalgets fremtidige arbejde, og hun lover, at scenen er åben for alle idéer og spørgsmål.

Derudover vil Michael Poulsen og Claus Laugesen orientere om arbejdet med områdefornyelsen, hvor de to er borgernes repræsentanter i følgegruppen. Endelig kan du lade dig inspirere til måske at melde dig som bypedel, når Erik Albrechtsen og Claus Laursen fortæller om bypedellernes arbejde.

Det er første gang, at Borgerudvalget holder en borgercafé, men det bliver ikke sidste. For der er allerede planlagt yderligere tre borgercaféer i løbet af 2025, oplyser Borgerudvalgets formand, Anne Knudsen.

Formålet er et ønske om at bevare den interesse, der er for den nye vækststrategi for Bjerringbro, som udvalget oplevede mange gav udtryk for, da der var borgermøde i viften den 20. november om Byvækststrategien.

Alle er velkomne på aftenen, men af hensyn til lokalet, beder Borgerudvalget om, at interesserede tilkendegiver, at de har lyst til at dukke op. Det kan ske på mail til bykontoret: mail@bjerringbro.dk

Der kan købes en kop kaffe for billige penge på aftenen.