2020 kommer forhåbentlig til at byde på en ny bro ved Kjællinghøl.

Politikerne i Viborg Byråd står samlet om at opføre en ny bro, der ikke bare skal holde længere en den seneste, men også være æstetisk smuk og passe godt ind i landskabet.

Den nye bro er nødvendig, fordi den gamle bro blev lukket i december 2018 på grund af flere konstruktionsfejl. Broen er nu så usikker, at den bliver revet ned og erstattet af en ny.

Mange lokale opfordringer

Bjerringbro Byforum havde sammen med andre lokale aktører og politikere opfordret byrådet til hurtigst muligt at opsætte en ny bro og ikke vente på udfaldet af en voldgiftssag, der forventes færdig i foråret 2021.

“Det er sund fornuft at Viborg Kommune har ventet med at rive broen ned for at sikre sig, at man ikke kom i klemme rent juridisk. Det vil være lige så sund fornuft at man nu sætter gang i at få projekteret og bygget en ny bro. Der er ingen grund til at vente på en voldgiftssag, der først afgøres i 2021,” sagde bychef Lars Christiansen den gang.

En holdning, politikerne heldigvis er helt enige i.

Hvornår den nye bro bliver opført er endnu uvist. Men håbet er, at den kan indvies i 2020.