Pakker hører julen til – også i Bjerringbro, hvor der lige nu knokles på Baldersvej med at lave fire store julegaver til gågaden. Det sker med støtte fra Elfonden

5.000 strips, 120 meter rød gran og 2160 røde ledlys. Blandet sammen med andre ingredienser og en hel masse hårdt arbejd og man får opskriften på, hvorfor vi i Bjerringbro skriver ABC, når vi skal stave til ”Julemandens Værksted”.

Det er nemlig hos ABC Teltudlejning på Baldersvej, der i disse dage knokles for at gøre Bjerringbro helt juleklar inden 1. december.

En ny attraktion

Opgaven er at udsmykke de fire nye kuber i gågaden, så de fremstår som fire store julegaver til byens borgere. Det er Bjerringbro Byforum, der har bestilt opgaven, der støttes af Elfonden.

”Lige siden vi fik kuberne i begyndelsen af 2020 har vi grublet over, hvordan vi kunne udsmykke dem til jul. Og jeg synes faktisk vi har fundet en løsning, som jeg tror, mange vil have lyst til at tage en tur i gågaden for at se. Og jeg er dybt taknemmelig over for Elfonden, der har set idéen i at støtte projektet,” siger bychef Lars Christiansen om udsmykningen.

Sløjfer og kreativitet

Hos ABC Teltudlejning nyder man den noget alternative opgave.

”Det er jo sjovt at bruge sin kreativitet på en anden måde end normalt en gang imellem. Vi har brugt stort set alle vores frokostpauser på at designe sløjfer,” siger Gitte Mølgård, der sammen med sin mand Søren Mølgård er indehaver af ABC Teltudlejning.

Kortvarig bekymring

Søren Mølgård er uddannet smed, og det er ham, der har stået for at lave bånd og sløjfer i galvaniseret jern, og han lover, at de kan holde de næste mange år.

Søren er kendt for altid at have et smil på læben, og det var også gældende, da han i begyndelsen af november sagde ja til opgaven.

”Altså i sidste uge var jeg lidt bekymret. For da havde vi ikke bestilt nogen som helst materialer hjem. Nu er jeg sikker på, at vi er klar i midten af næste uge,” siger han med et smil

Fakta om de røde julebånd

De røde julebånd er lavet af ABC Teltudlejning, og følgende materialer bliver brugt til projektet:

  • 25 m2 rionet til bånd
  • 25 m2 rød gulvtæppe til bånd
  • 96 m rundjern til sløjfer
  • 120 m rød gran
  • 360 m led lysslange
  • 2160 røde ledlys
  • 5000 stk. strips

FOTOS

På billederne ses Søren Mølgård, Gitte Mølgård og medarbejder Karsten Pedersen (med skæg)

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment