Forbud gør det ikke alene. Derfor skal der en bredere indsats til for at få løst de problemer, der den seneste tid har vokset sig store ved Gudenåen i Bjerringbro.

Sådan lyder vurderingen fra Bjerringbro Byforum, for formanden for foreningsudvalget, Michael Jensen, og bychef Lars Christiansen har søsat en række initiativer, der skal gøre det bedre og mere trygt at være ung i Bjerringbro.

”Vi er helt klar over, at når vi strammer skruen ved Gudenåen, så flytter vi problemet et andet sted hen i byen. Og derfor skal vi have taget grundlæggende fat om problemet,” siger Michael Jensen, der udover at være udvalgsformand til daglig er udskolingsleder på Bøgeskovskolen. Han har derfor de unges verden helt tæt på.

”Langt de fleste af Bjerringbros unge er søde og velopdragne. Men når mennesker optræder i flok, så sker der ting, som ellers ikke ville ske. Derfor skal vi have nogle flere tilbud til byens unge, hvor det kan hygge sig med andre unge uden at føle sig overvåget eller angrebet,” siger Michael Jensen.

Unge mangler et værested

I dag er det primært idrætsaktiviteter, som byens unge kan gå til efter skoletid. Og selv om Broen, Bjerringbros nye ungdomshus, snart slår dørene op, så løser de ikke problemet.

”Broen er et smaddergodt initiativ som jeg hilser meget velkomment. Men de henvender sig primært til en del af målgruppen nemlig gymnasieeleverne. På samme måde er Perronen et godt sted, men de rammer primært de yngste i målgruppen. Derfor sætter vi nu et arbejde i gang for at få skabt nogle bedre rammer for de unge, der befinder sig mellem Broen og Perronens tilbud,” siger Michael Jensen.

Indsats nu og her

Mens arbejdet med flere tilbud til byens unge vil være en del af løsningen på lang sigt, så er der også behov for en indsats nu og her.

Derfor har Bjerringbro Byforum taget kontakt til Politi, SSP og Viborg Kommunes gadeplansmedarbejdere for at få sat gang i en indsats allerede i sommerferien.

”Vi har talt om det her længe, og juni måned var altså ikke særlig god. Derfor SKAL vi altså have gang i nogle initiativer NU, hvor mange kommer til at holde ferie hjemme,” siger bychef Lars Christiansen.

Du skal bruge å-området

Samtidig har Følgegruppen bag Helhedsplanen netop doneret 15.000 kroner til sportsmål og andre aktiviteter ved Gudenåen.

”Vi skal have flere mennesker til at bruge Gudenåen. Vi er i fuld gang med at lave planerne for en ny Å Promenade, og jeg er sikker på, at når flere forskellige mennesker benytter området, så forsvinder nogle af problemerne også. Det vil lægge en naturlig dæmper på festen, når Hr. og Fru Bjerringbro begynder at bruge området til at grille, hygge og spille bold,” siger Lars Christiansen.

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment