Bjerringbro Byforum inviterer til familiedag

Få en fantastisk dag med familien. Nyd sammenholdet i Bjerringbro. Og hils på dem du kender.

Alt sammen når Bjerringbro Byforum på lørdag den 16. juni inviterer til en dag der står i familiernes og fællesskabets tegn.

Familiedagen finder sted på arealerne ved Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter, og der er lagt op til en rigtig hyggelig dag med blandt andet hoppepude, ballonklovn, karaokeanlæg og computerspil.

Familiedagen er det første større arrangement, som Bjerringbro Byforum står bag, og det arrangeres i samarbejde med folkene bag Stafet For Livet.

Tag en Familierunde

Samarbejdet med Stafet For Livet betyder samtidig, at du kan tage familien i hånden og gå en særlig ”Familierunde” på ruten for Stafet For Livet.

Du og din familie behøver ikke at være tilmeldt et hold eller være tilmeldt på forhånd. Bare kig forbi og gå en tur til gavn for Kræftens Bekæmpelse.

Derudover står BFH klar med beach-håndbold, og BIF spiller fodboldtennis med alle de, der har lyst til at deltage.

På pladsen kan du derudover deltage i maleworkshop, skattejagt, ansigtsmaling, foredrag, puste sæbebobler og lave pandekager over bål.

Lækre lokale retter

Som en del af familiedagen kan du samtidig få lov til at smage lækker lokal mad, når Annette Sejdenfaden og Marianne Gerning Pedersen står klar med veltilberedt pop-up-mad.

De to er blandt andet kendte som kvinderne bag Bjerringbros Mad og Kunstmarked, og de står klar med en lækker menu af salt med tun eller kylling og dertil flutes fra Borregrotten.

Er du selv i det bagende hjørne kan du indlevere en kage til kagekonkurrencen lørdag eftermiddag. Kagerne bliver bedømt af konditor Vikki Clausen fra Søster Lagkage i Viborg og bychef Lars Christiansen. De to har hver deres type erfaring med gode kager, og der er præmier til de tre bedste kager.

Den efterfølgende kagespisning er gratis.