Morten Lihn er ikke i tvivl om, at medlemsskabet af Bjerringbro Byforum er en god investering for ham, hans virksomhed og for Bjerringbro

 

Skal Bjerringbro blive ved med at udvikle sig i en positiv retning, så er det vigtigt, at vi står sammen om arbejdet.

Det mener Morten Lihn, der er medejer af Toyota Lihn & Boi i Løvskal, Viborg, Skals og Hobro. Virksomheden har været medlem af Bjerringbro Byforum siden begyndelsen i 2017. En beslutning, han aldrig har fortrudt.

”Bjerringbro er en fantastisk by med en hel masse muligheder. Men dét, der har været galt er, at vi har trukket i 17 forskellige retninger. Med Byforum har vi fået et talerør, der kan sætte en fælles retning. Det er vigtigt for Bjerringbro,” siger Morten Lihn.

 

Se bare alt dét, der sker

”Vil man vide, om Byforum har sin berettigelse, så skal man bare se på Bjerringbro. Alt det, der sker og er sket på bare tre år er helt fantastisk. Og det sker jo kun, fordi vi står sammen og bakker op om tingene,” siger Morten Lihn.

Han er kendt af mange i Bjerringbro og omegn som et menneske, der gerne deltager i frivilligt arbejde. Blandt andet Lions Club Bjerringbro og Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter nyder godt af hans store engagement for Bjerringbro-egnen.

 

Byen bliver attraktiv

Og det er godt for både erhvervsliv, borgere og Bjerringbro, at der er skabt et fællesskab, der arbejder på at udvikle byen, understreger han.

”Alt det, der sker i Bjerringbro i form af kuberne i gågaden, Niels Due Jensens Plads og moderniseringerne på Sønderbro er med til at gøre os til en attraktiv by, som kan trække flere mennesker til. Dermed kan vi også fastholde og tiltrække kvalificeret arbejdskraft,” siger Morten Lihn.

 

Netværk er en god investering

Som erhvervsdrivende er han med i Erhvervs-delen af Bjerringbro Byforum, hvor han blandt andet deltager i Byforums erhvervsnetværk.

”Jeg ser det slet ikke som en udgift – det er en god investering. Vi møder mennesker fra andre brancher end vores egen. Det giver nye inputs, som vi også kan bruge i vores egen virksomhed,” siger Morten Lihn.

Han tøver ikke med at opfordre andre erhvervsdrivende til at melde sig ind i Byforum.

”Vi får så meget værdi gennem vores netværk. Hvis vi selv skulle købe de foredrag og input som netværket giver os, så ville det blive meget dyrere,” påpeger han.