Herunder formand Niels Dueholms beretning aflagt på generalforsamlingen den 20. marts 2025.
Kære alle
Året der er gået siden generalforsamlingen i 2024 har været et helt utroligt år for Bjerringbro Byforum. Det har været et år med store tanker, masser af arbejde og et år, der vil sætte sit præg på Bjerringbro de næste mange år fremover.
Men inden jeg når så langt, vil jeg bruge første del af min beretning på at se på året med udvalgenes øjne.
For året har også på udvalgsniveau været et særdeles aktivt og omskifteligt år. Vi har så at sige slidt to udvalgsformænd op, og har derfor måtte sige farvel og mange tak for indsatsen til Lars Haahr i borgerudvalget og John Christensen i detailudvalget. Begge valgte undervejs i 2024 at træde tilbage på grund af travlhed, og i deres sted er Anne Knudsen indtrådt som formand i Borgerudvalget og Morten Thrane som formand for detailudvalget. Tak for indsatserne til Lars og John og tak til Anne og Morten fordi I vil være med til at præge Bjerringbro i fremtiden.
I Borgerudvalget har arbejdet budt på arbejde for bypedellerne, affaldsindsamling, støtte til diverse bagagerumsmarkeder og afholdelse af borgercaféer. Ligesom udvalget er meget aktivt omkring Byens Hus og netop har igangsat et projekt med at opsætte flagstænger på Niels Due Jensens Plads.
Kulturudvalget har det seneste år arrangeret og afviklet syv torsdagskoncerter, seks børnefamiliedage og en succesfuld kulturfestival. Bjerringbro Kulturfestival har slået sig fast som en af byens store årlige kulturelle holdepunkter med masser af lokale kulturbegivenheder krydret med gæster udefra. I 2024 var der stor koncert på Niels Due Jensens Plads og kendte kunstnere til Børnefamiliedagene.
Foreningsudvalget arbejder for at gøre det bedre og nemmere at være forening i Bjerringbro. Det gør udvalget gennem aktiviteter som Aktive Medspillere og Åben Forening ligesom udvalget i 2024 i samarbejde med Viborg Kommune og DGI afholdt en helt særlig frivillighedsuddannelse. Her lærte deltagerne hvordan de får flere frivillige i deres forening, og udvalget var så heldigt at Elfonden efterfølgende støttede hver deltagende forening med 5000 kroner til arbejdet med at få flere frivillige i deres foreninger.
Erhvervsudvalget satte i 2024 fokus på udvikling af byen set fra erhvervslivet. Det skete med et særligt arrangement på Tangeværket, hvor en Jens Christian Pasgaard, der er arkitekt, ph.d. og ekspert i byudvikling kom og inspirerede deltagerne med udgangspunkt i Bjerringbro. Derudover arbejdede udvalget også med at skabe netværk i erhvervslivet gennem forskellige sociale arrangementer i 2024.
Detailudvalget skaber liv i vores by gennem arrangementer, udsmykning med blomsterkugler og julebelysning, og er i det store hele afsenderen af det liv i byen, som mange borgere tager for givet. Således også i 2024, hvor detail har stået for Open by Night, Halloween, Black Friday, Jul i Bjerringbro og andre mindre arrangementer.
En særlig indsats de senere måneder er arbejdet omkring opsætning af kundetællere i Bjerringbro. Med faste tælleudstyr får handlen et datadrevet værktøj som kan fortælle os, hvordan forretningernes kunder benytter deres by.
Jeg vil gerne sige tak til alle vores udvalg for det store stykke arbejde, de laver, og jeg vil gerne sige tak til Lars og Linda på bykontoret og Kristina vores bogholder for jeres arbejde og fordi I altid er parate til at hjælpe.
Som jeg indledte denne beretning med at sige, så har tiden siden den seneste generalforsamling været et år præget af store tanker om fremtiden og masser af arbejde med fremtiden for øje.
Det er selvfølgelig Bjerringbros nye Byvækststrategi, jeg tænker på.
For to dage siden blev to års arbejde kronet, da et enigt byråd godkendte strategien og dermed satte både et punktum for første del af arbejdet.
Med Byvækststrategi for Bjerringbro og Omegn har vi fået en rettesnor for udviklingen af vores by og egn de næste 15 år. Vi har fået en vision, der slår fast at vi i Bjerringbro vil være det foretrukne valg for tilflyttere øst for kommunegrænsen, at Gudenåen skal være byens nye centrum, og at vi vil være en by, hvor stoltheden råder.
Målet med visionen er, at Bjerringbros indbyggertal skal vokse fra 7500 indbyggere til 10.000, og for at nå det mål, har vi identificeret fem indsatsområder, der skal bidrage til at nå målet.
Jeg vil ikke stå og læse visionen eller indsatsområderne op – I kan se dem på de roll-ups, vi har sat op i lokalet. I stedet vil jeg anbefale alle her til at gå på Bjerringbro.dk og nærlæse Byvækststrategien og overveje, hvordan I hver især, hvad enten I er borgere, repræsenterer en forening eller en virksomhed, kan være med til at vi sammen når målet.
Selv om det tog to år at nå frem til vores nye strategi, så er det først nu, at det store arbejde begynder. Vi skal have flyttet strategien fra plan til praktik og samtidig har Viborg Kommune bedt Bjerringbro Byforum om at stille sig i spidsen for den praktiske gennemførelse af planen.
Det kræver, en stor indsats fra vores udvalg, bestyrelse og vores bykontor i samarbejde med borgere, foreninger, kulturliv, erhvervsliv og detailhandel.
Vi skal have udformet projekter under hvert indsatsområde, have dem prioriteret, afklaret økonomi og så skal vi ikke mindst have fundet pengene til at gennemføre det hele. Så der er meget arbejde foran os endnu.
Heldigvis har vi i begyndelsen af 2025 sammen med Viborg Kommune igangsat arbejdet med en områdefornyelse af Bjerringbros bymidte. Med 1,3 millioner kroner fra Viborg Kommune og Staten år vi mulighed for at give dele af bymidten et løft, og arbejdet vil blive udført med Byvækststrategien in mente.
Byforum deltager i arbejdet som styregruppe, mens det er Viborg Kommune der står for praktikken omkring planlægning og gennemførelse.
Udover alt det, jeg allerede har nævnt, er der sket mange ting i forbindelse med Bjerringbro Byforums arbejde i 2025. Jeg vil ikke nævne dem alle, men henvise til den mappe, I har fundet på jeres plads, ligesom Byforums arbejde dokumenteres løbende på Bjerringbro.dk.
Jeg vil dog alligevel fremhæve Å Promenadens indvielse i februar, hvor vi kunne fejre nye toiletfaciliteter, omklædning, udebad og en utrolig flot sauna, med en fantastisk udsigt. Det næste vi får er et badeanlæg, der i øjeblikket er i udbud, og jeg kan også løfte sløret for, at Byforum i samarbejde med Viborg Kommune er i gang med at undersøge muligheden for at anlægge en legeplads, der – hvis alle ambitioner opfyldes – bliver helt enestående.
Som det fremgår af min beretning, er Bjerringbro Byforum medvirkende til at der sker mangt og meget i Bjerringbro. Dele af vores arbejde bliver dog ikke altid set af jer som medlemmer eller af offentligheden.
F.eks. brugte vi i 2024 en del tid på at udarbejde et grundigt høringssvar til Viborg Kommunes trafikplan. Et høringssvar med fokus på sikre skoleveje og en forbedring af byens stisystemer.
Og sidste år indgik vi et samarbejde med Majbrit Kierkegaard fra Foreningen Iværksætter Fællesskabet om at bruge Byforums status som udvikler af Bjerringbro som en del af grundlaget for at søge og modtage bevillinger fra Viborg Kommune og Poul Due Jensens Fond. Det er Majbrit, der har lavet det store arbejde, og jeg ønsker hende al mulig held og lykke de næste tre år.
Når jeg fremhæver Foreningen Iværksætter Fællesskabet skyldes det, at jeg synes det er en rigtig fin måde at skabe samarbejde på her i Bjerringbro. Byforum findes ikke kun for selv at stå i spidsen for projekter, men også for at understøtte byens mange initiativrige mennesker i at de kan gennemføre lige præcis dét, de brænder for.
Her til sidst vil jeg glæde mig over, at vi bliver flere og flere, der kan se alt det gode arbejde, som vi laver her i Bjerringbro Byforum. Faktisk er vi så mange, at vi nu er flere end 300 medlemmer på tværs af de fem medlemskategorier. Det er en stigning med 26% i 2024, og jeg ser det som et udtryk for dels, at flere har fået en forståelse af, at det arbejde vi laver i Byforum er vigtigt for Bjerringbro.
Men vi har plads til endnu flere. Derfor har vi lagt en lille flyer i hver af jeres mapper, og jeg vil opfordre hver og en her i dag til at give den til jeres nabo eller en kollega eller en helt tredje.
Tak til alle jer, der har meldt jer ind det seneste års tid
Tak til alle jer, der har været medlemmer meget længere tid.
Og tak for jeres opmærksomhed.
Jeg skal hermed overlade min beretning til generalforsamlingens godkendelse.

