Bjerringbro er en dejlig by.
Det synes man i hvert fald selv hos Bjerringbro Byforum, hvor man har som erklæret mål at arbejde for at gøre Bjerringbro til et endnu bedre sted at bo, leve, arbejde og drive virksomhed.
Men når man skal udvikle en by, så er det ikke nok at arbejde efter, hvad man selv synes.
Derfor har Bjerringbro Byforum udarbejdet et spørgeskema, hvor man dels beder borgerne bedømme Bjerringbro, og dels beder borgerne udpege de bedste og værste steder i Bjerringbro.
10-15 minutter
Det tager 10-15 minutter at gennemføre spørgeskemaet, og for at deltage skal man enten bo i Bjerringbro eller en af de omkringliggende landsbyer. Er man fraflytter, kan man godt deltage, så længe man har boet i området inden for de seneste 5 år.
“Vi har sat en tidsgrænse på for at få en så nutidig bedømmelse af Bjerringbro som muligt. De fleste vil nok nikke genkendende til, at CV Jørgensens beskrivelse af Bjerringbro by night ikke længere er gældende, og på samme måde ønsker vi svar, der bedømmer nutiden så godt som muligt,” siger bychef Lars Christiansen.
Gevinster som tak
Som tak for at borgerne vil bruge 10-15 minutter på at gennemføre det online spørgeskema, har Bjerringbro Byforum udloddet en række gevinster.
Således trækkes der lod blandt deltagerne om en IPAD og fem gavekort til byens butikker hver især med en værdi på kr. 500,-.
“Det er vigtigt at understrege, at undersøgelsen er helt igennem anonym. Man kan altså trygt udfylde spørgeskemaet og bevare sin anonymitet. Har man lyst til at deltage i konkurrencen, skal man dog oplyse navn og telefonnummer til sidst i undersøgelsen,” siger bychefen.
Byvækststrategi
Svarene i spørgeskemaet skal bruges i det videre arbejde med den byvækststrategi, som Bjerringbro Byforum er ved at udarbejde i tæt samarbejde med Viborg Kommune.
“Vi ved fra Viborg Kommunes tilflytteranalyse, at knap 4 ud af 10 tilflyttere har spurgt familie, venner eller kolleger til råds om et lokalområde, inden de tager en beslutning om at flytte. Borgerne i området er derfor helt afgørende for, hvorvidt Bjerringbro kan vækste som by,” forklarer Lars Christiansen.
Spørgeskemaet skal ikke stå alene, men indgå i de øvrige data, der er indsamlet i forbindelse med arbejdet. Data der omfatter både fokusgrupper og diverse statistikker om Bjerringbro.
Vision for Bjerringbro
De mange data skal bruges til at udarbejde en vision for Bjerringbro-egnen.
Visonen angiver, hvordan man ønsker at fremtidens Bjerringbro skal forme sig, og den kommer til at fungere som et kompas for det videre arbejde.
Sammen med visionen udarbejdes nemlig også en række indsatsområder, der med deres gennemførelse vil sikre, at man opnår den vision for fremtidens Bjerringbro, man bliver enige om.
Arbejdet med at udarbejde en vision for Bjerringbro sker i en følgegruppe bestående af repræsentanter fra Viborg Kommune, Foreningen Bjerringbro Elværk – i daglig tale kaldet Elfonden samt repræsentanter fra den lokale detailhandel, erhvervslivet, foreningerne, kulturlivet og byens borgere.
Deltag i undersøgelsen ved at klikke på linket herunder: