Sammen med Danmarks Naturfredningsforening har Byforum lanceret bypedellerne, der vil gøre Bjerringbro mere indbydende og skøn at bo i

Forestil dig en by, hvor sommerblomsterne giver et stik af glæde, hvor affaldet ligger i skraldespanden frem for i grøften og hvor vi hjælper hinanden med at gøre byen mere indbydende.

Kan du forestille dig det, så kan du også forestille dig visionen for Bjerringbros nye bypedeller.

Bypedellerne er et samarbejde mellem Bjerringbro Byforum og Danmarks Naturfredningsforening. Det er et frivilligt netværk af borgere, der gerne vil være med til at forskønne den by og egn, som de lever i.

Ingen tvang

Opgaverne er forskellige, og som bypedel er man selv med til at bestemme, hvilke opgaver, man vil arbejde med. Alle opgaver bydes nemlig ud i fællesskab, og så melder man sig til eller lader være.

Det er Byforums Borgerudvalg, der står bag initiativet, som også kendes fra andre byer i Viborg Kommune.

Udvalget har således haft drøftelser med Viborg Kommune for at koordinere opgaverne. Det sker for at sikre, at bypedellernes arbejde ikke bliver i stedet for Viborg Kommunes vedligehold af grønne områder, men er et ekstra tiltag til gavn for byen.

Sådan bliver du bypedel

Har du lyst til at blive bypedel men gerne vil vide mere, så kontakt til Annette Sloth Larsen, der er tovholder på projektet. Hun kan kontaktes på telefon: 61751788 eller på mail: annettesloth@outlook.dk.

Alternativt kan du også søge efter ”Bypedeller Bjerringbro” på Facebook og bede om at blive medlem af gruppen. Så er du automatisk en del af fællesskabet og kan se, hvilke opgaver der bliver slået op.

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment