Onsdag den 28. marts holdt Bjerringbro Byforum generalforsamling i Viften, Gudenåhuset. Omkring 30 medlemmer var mødt op for at høre, hvordan det går i foreningen, som arbejder med at gøre Bjerringbro til et bedre sted at bo, leve, arbejde og drive virksomhed.

Formand Michael Jensens tale kan læses herunder:

Formandstale Bjerringbro Byforum 2023

Velkommen til Byforums generalforsamling.

I 2017 gik man i Bjerringbro sammen om stiftede en forening med en lidt anderledes opbygning end de fleste. Foreningen skulle tegnes af 5 personer valgt af hver deres underudvalg i byen, der i samarbejde med en nyansat bychef skulle koordinere, facilitere og understøtte udviklingen af Bjerringbro i retning mod et bedre sted at bo, at leve og drive virksomhed.

Nu skriver 2024 og jeg er citeret i avisen for at sige, at ligesom et ægteskab kan have en 7 års krise, så har Bjerringbro Byforum også brug for at redefinere sig. Men for at redefinere sig og vælge en ny retning, så skal der gøres status over den retning vi er gået siden begyndelse og det sted vi står nu.

22. maj 2017 blev der afholdt en stiftende generalforsamling i Bjerringbro Idrætspark. Herefter gik bestyrelsen i gang med at ansætte en bychef, der skulle være det koordinerende og bindende led mellem de fem underudvalg i samspil med formanden. At forene 5 underudvalg ind i en samlet vision har ikke altid været nemt. Derfor har bestyrelsen løbende drøftet prioriteringer af de mange opgaver som alle har en forventning om kan løftes og løses af Bjerringbro Byforum.

Det har betydet, at der er gennemført en lang række større projekter, der alle har til fælles at være med til at gøre Bjerringbro et bedre sted at bo, leve og drive virksomhed. De største kender de fleste nok – gennemførelsen af helhedsplanen med torvet på Sønderbro, torvet ved Torvegade, Niels Due Jensens plads, lysudsmykningen ved Møllebroen og ved viadukten og åpromenaden.

Mindre kendt er formentlig lyskuberne i gågaden, fornyelse af julebelysningen, helle anlæggene på Markedsgade, kulturfestivallen, torsdagskoncerterne, Aktive medspillere, bypedellerne og meget mere.

I alt er der brugt mere end 46 millioner kroner på at gøre Bjerringbro til et bedre sted for alle. Pengene er kommet fra mange forskellige sider og støtten fra Foreningen Bjerringbro Elværk, Poul Due Jensen Foundation og Viborg Kommune. Alle tre har været vigtige samarbejdspartnere og sparringspartnere i vores arbejde. Bjerringbros forsatte udvikling er afhængige af det forsatte sammenspil med de tre partnere og deres betydning skal ikke kun tælles på antal støtte kroner.

2023 har været et år, hvor vi har brugt tid på at reorganisere vores organisation. Med erkendelsen af, at 25 timer til at løse opgaverne slet ikke stod mål med arbejdspres og forventninger, valgte bestyrelsen at ansætte en medarbejder mere på kontoret i en stilling på 15 timer om ugen. Det har betydet en styrkelse omkring nogle af de administrative opgaver Bjerringbro Byforum har.

Bjerringbro.dk har fået en gevaldig opgradering og generelt har fordelingen af opgaver på kontoret været med til at lette arbejdspresset lidt for særligt bychefen. Det vil forsat være et opmærksomhedspunkt for den kommende bestyrelse at sikre et godt arbejdsmiljø og ordentlige vilkår for foreningens ansatte.

Det var også i 2023 vores daværende formand Morten Thrane meddelte, at han ikke forsatte som formand. Morten overtog roret efter Henrik Larsen, der havde siddet siden Byforums start. Stor tak til Morten for hans tid i Bjerringbro Byforum. Morten har lagt et stort stykke arbejde i Byforum i en svær tid, hvor tonen i den offentlige debat har været hård og personlig. Uanset om hvem man er og hvilken post man bestrider, skylder vi hinanden at huske på at vi alle blot er mennesker og behandle hinanden med respekt forskelle til trods.

Vi må huske på, at det ofte er de mennesker vi er uenige med, vi kan lærer mest af ved at være nysgerrige.

Det betyder ikke, at vi har stået stille i 2023. Vi har bl.a. taget hul på arbejdet med en byvækststrategi, som vi håber, vil være med til at tiltrække endnu flere mennesker til vores dejlige by og opland. Bjerringbro har nemlig nogle fantastiske tilbud til dens beboere. Derfor er en vigtig opgave også fremover at få fortalt de gode historier, rette ryggen og skyde brystet stolt frem over hvad vi kan tilbyde i Bjerringbro. Vi har en stor diversitet blandt vores virksomheder, mange dygtige iværksættere, et rigt detailliv, et stort udvalg af kulturelle oplevelser og muligheder, mange engagerede borgere fx omkring mad og kunstmarkedet eller Byens hus og et stort udvalg af foreninger for alle aldre og interesser. Faktisk kan man undre sig over, at ikke flere har fået øje på den lille diamant Bjerringbro er.

I Bjerringbro Byforum vil vi gerne tage noget af æren for diamanten. Ikke at vi har skabt den – vi har allerhøjst slebet nogle kanter og pudset den. Vi er stolte over vores bidrag til den koordinering og facilitering, der skal til for at interesser mødes. Om det er gennem borgermøder, fremtidsworkshops eller koordinerende møder omkring åpromenaden så har Bjerringbro Byforum spillet en vigtig rolle.

Når vi ser på Bjerringbro Byforum indefra, er det med glæde over de mange ting vi er en del af og stolthed over det vi har udrettet. Men vi ved også at folk omkring os ser ind og at de ser med blandede øjne på os. Det er vi naturligvis nødt til at forholde os til. Vi er nemlig ikke løsningen på alt og vi kan ikke stille alle tilfredse. Derfor bliver det vigtigt fremover at få tydeligt kommunikeret hvad Byforums opgave er og hvad Byforums opgave ikke er.

Vi er ikke en fremskudt kommune, der kan få fjernet skilte eller bestemme udstykninger. Vi kan heller ikke ”trumfe” nye anlægsprojekter i gang eller få tilladelser hurtigere godkendt. Vi kan ikke bygge en restaurant eller drive en cafe. Men vi kan samarbejde med kommunen. Vi kan bidrage til helhedsplaner, give input til forvaltningen i forhold til byens udvikling – vi møder op hver gang de inviterer for at få indflydelse.

Vi inviterer også dem ud på byvandringer eller til møder i håbet om, at de kan hjælpe med at få tingene til at ske.

Vi er heller ikke en driftsenhed. Vi er sat i verden for at koordinere og få folk til at samarbejde og tage initiativ. Vi kan ikke stå alle steder eller holde liv i noget hvis ikke andre vil. Bjerringbro skal selv ville og selv bruge energi på at skabe den by vi vil bo i. Det er nemt at kigge på Bjerringbro Byforum og tænke ”at de burde”. Forhåbentlig kan vores rolle være med at gøre det nemmere, men vi kan og vil ikke tage driften.

Byens hus er et fantastisk eksempel på en gruppe mennesker, der har set et potentiale i Bjerringbro og handlet på det. Hvad de har formået at bygge op og om, er intet mindre end fantastisk.

De har vist, at med ildhu og snilde kan man alt. Der er lavet aftaler med DSB og fundet penge til at istandsætte en gammel bygning, der lige så nemt kunne have stået tom og i forfald. Bjerringbro Byforum hjælper kun i dag med koordinering fx i forhold til bypedellerne – resten er drevet af frivillige.

Aktive medspillere er ligeledes et initiativ som er driftet af frivillige. Bjerringbro Byforum er med til at koordinere og facilitere, men det er de enkelte foreninger selv der ligger kræfterne i gennemførelsen. Aktive medspillere er et unikt samarbejde, som siden starten er blevet kopieret af andre. Børn og unge i Bjerringbro bliver præsenteret for et varieret foreningsliv og aktiviteter, der gør at de får langt flere valgmuligheder i forhold til at være aktive.

Kulturfestivallen er også et godt eksempel på den rolle Bjerringbro Byforum har. I kulturfestivallen byder mellem 50 og 60 forskellige aktører ind. Vi er med til at understøtte den fælles planlægning og skabe et stort samlet program. Bjerringbro har som resultatet af dette en kulturfestival som mange misunder os, fået lavet vores egen symfoni og haft besøg af den kongelige ballet.

Jeg vil slutte min beretning med en klar opfordring til Bjerringbro:

Stop med at vente på andre gør noget – udvikling kræver initiativ og tid. Jo flere, der tager initiativ og bruger deres tid på at skabe noget for andre, jo bedre bliver vores by for alle.