Morten Bondgaard Godsk fra Galvanotek A/S i Bjerringbro er kåret som Årets Erhvervsleder 2026 i forbindelse med Bjerringbro Byforum Erhvervs årlige nytårskur, der i år blev afholdt på JEMA i Sahl.
Morten Bondgaard Godsk er uddannet revisor og har gennem hele sin karriere arbejdet som engageret erhvervsleder. I 2024 overtog han Bjerringbro Fornikling – nu Galvanotek A/S som majoritetsejer og CEO.
Han har med stor succes gennemført et generationsskifte med respekt for virksomhedens kultur og medarbejdere.
Morten er en erfaren bestyrelsesprofil og medejer i flere virksomheder, og så er han kendt som en lyttende og handlekraftig leder med fokus på tillid, trivsel og sund økonomi.
Prisen uddeles af Bjerringbro Rotary Klub og Bjerringbro Byforum Erhverv, og det er anden gang, at de to organisationer sammen kårer Årets Erhvervsleder. Første gang var i 2025, hvor det var Jens-Peter Lundgaard fra JEMA, der blev den første modtager af prisen.

