Sker der overhovedet noget i Bjerringbro?

Hvis det spørgsmål rumsterede i hovederne på deltagerne i Bjerringbro Byforum Erhvervs nytårskur i fredags, så blev det besvaret med et højt og rungende “ja – en hel masse,” da nytårskuren var overstået.

Byforums afgående erhvervsformand, Bettina Skindstad, bød velkommen til arrangementet, der i dagens anledning havde rundt ly for vintervejret i det
hyggelige lokaler hos Mammen Ost og Deli i Taul. I sin velkomst lagde Bettina Skindstad op til en hyggelig eftermiddag med info om aktiviteterne i Bjerringbro ved borgmester Ulrik Wilbek og bychef Lars Christiansen over info fra Viborg Kommunes erhvervskoordinator, Jesper Hansen til en afslutningsvis snak om erhvervslivets ønsker for fremtidens Bjerringbro. Alt sammen krydret med en yderst velsmagende buffet af oste-tapas fra Mammen Ost og Deli.

I sit oplæg kom borgmester Ulrik Wilbek ind på alle de projekter, som Viborg Kommune har gennemført i Bjerringbro de senere år. Fra Helhedsplanen og dens gennemførelse over et hav af lokalplaner og en kommende ny cykelsti til Bjerringbro Skole til den Byvækststrategi, som Viborg Kommune i samarbejde med Bjerringbro Byforum er ved at gennemføre. Borgmesteren lod ingen tvivl skinne igennem om, at Bjerringbro har hans opmærksomhed, og at der er sat mange aktiviteter igang på egnen gennem de senere år.

Et lignende budskab kom bychef Lars Christiansen med, da han gennemgik et udvalg af de aktiviteter, som Bjerringbro Byforum har haft gang i i løbet af 2023. Bychefen kunne således fortælle om tilskud til scooterdrengene, om udfordringerne ved Åpromenaden, om Byforums flytning til et bynært kontor på Nørregade, om fejringen af Niels Due Jensen og en hel masse om den kommende Byvækststrategi, hvor målet er at lave en langsigtet udviklingsplan for Bjerringbro frem mod 2040.

Afslutningsvis fortalte Bettina Skindstad om Erhvervsudvalgets strategi og stillede deltagere spørgsmålet om, hvad de ønsker for fremtidens Bjerringbro. Og med et spørgeskema foran sig blev nytårskurens deltagere sat i arbejde med at tænke over, hvad de drømmer om for fremtidens Bjerringbro. Afslutningsvis blev spørgeskemaerne samlet ind og de vil senere blive gennemgået af Erhvervsudvalget.

Flemming Petersen, Grundfos, er udpeget som ny formand for Bjerringbro Byforum Erhverv.