Bjerringbro skal have sin egen kulturfestival. Det bakkede en stribe af lokale kulturaktører op om, da der forleden var fyraftens-møde for institutioner, virksomheder, foreninger og arrangørgrupper fra Bjerringbros kulturliv.

Det var Bjerringbro Byforums udvalg for Kultur, Undervisning og Kirke – i daglig tale kaldet KUK – der havde indkaldt til mødet . Dels for at præsentere ideéen og dels for at lodde stemningen.

“Jeg er normalt ikke nervøs før en præsentation, men denne gang havde jeg virkelig sommerfugle i maven. Vi tror rigtig meget på projektet, og håbede også, at andre kunne se potentialet. Og det kunne de heldigvis,” siger en glad bychef, Lars Christiansen, efter mødet.

Sammen med KUK-formand Dagny Vistisen præsenterede han visionerne for “Bjerringbro Kulturuge”, som arbejdstitlen er lige nu.

Tanken er, at Bjerringbro Byforum er tovholder på projektet, mens de mange arrangører i Bjerringbro og i de omkringliggende landsbyer laver arrangementer. På den måde kan arrangørerne vise sig frem individuelt og samtidig vise Bjerringbro-egnen frem i fællesskab.

Med på mødet var over 40 deltager, der tilsammen repræsenterede flere end 30 forskellige kulturarrangører og interessenter.

“Vi ved, at ikke alle kulturarrangører deltog, og det kan godt være fordi, de ikke står på vores mailliste. Men vi vil meget gerne opfordre ALLE arrangører til at melde sig, hvis de har lyst til at være med. Målet er at lave et arrangement, der spænder bredt i indhold og målgrupper,” siger Lars Christiansen.

Ambitionen er, at Bjerringbro Kulturuge skal ligge i samme uge som Lions Marked, så ugens festligheder kan afsluttes med et brag af en Lions-fest.

På grund af helligdage er næste års kulturfestival længere end oprindeligt tiltænkt. Med start fra den onsdag den 29. maj og afslutning søndag den 9. juni.

Har man lyst til at være en del af kulturugen skal man senest den 15. december på mail give tilsagn om deltagelse. Første møde i arrangørgruppen er tirsdag den 15. januar klokken 16.30-18.30.

Tilsagn eller spørgsmål kan sendes på mail: mail@bjerringbro.dk.

 

Vil du gerne opleve, hvordan byrådet arbejder, så er muligheden snublende nær, når byrådet i næste uge hiver teltpælene op og rykker ud af byrådssalens vante rammer.

Onsdag den 21. november klokken 17 er der nemlig byrådsmøde i “Viften” i Gudenåhuset.

Mødet er åbent for offentligheden, så det eneste du skal gøre, er at møde op.

Har du ikke den mulighed, kan du altid følge møderne på Viborg Byråds hjemmeside: Viborg.dk/politik. Her kan du også se dagsordenen til byrådsmødet.

 

Lørdag den 10. november er der åbent hus på Bjerringbro Gymnasium.

Dørene åbnes klokken 9, hvor der serveres brunch. Derefter vil der være oplæg fra rektor og elever. og efterfølgende kan man gå rundt på skolen på egen hånd, og se studieretningsudstillinger, og få besvaret evt. spørgsmål. Kom og bliv klogere på dit valg af ungdomsuddannelse, og få en fornemmelse af den specielle stemning, der er på gymnasiet, når lærere – og specielt elever- viser skolens fag og muligheder frem. Alle interesserede er velkomne.

Eleverne på Bjerringbro Gymnasium kan også i fremtiden køre med busrute 75.

Det har regionsrådet besluttet, efter stærkt pres fra blandt andre Bjerringbro Gymnasium og Bjerringbro Byforum.

Busruten er afgørende for at elever fra Højbjerg-området kan komme i skole i Bjerringbro, og derfor havde rektor Dorte Gade lagt sig i selen for at bevare busruten. Og hun er naturligvis glad for regionsrådets beslutning.

” Tak til regionen! Det gælder både administration og politikere, der har løftet et vigtigt ansvar. Det vil vi gerne anerkende på BG,” siger Dorte Gade.

Bychef: Det må være indlysende

Bychef Lars Christiansen havde på byens vegne skrevet en indsigelse mod nedlæggelsen af busruten, der ville forringe Bjerringbro Gymnasiums muligheder for at tiltrække elever fra Højbjerg-området i fremtiden.

“Bjerringbro Byforum har stor forståelse for Region Midts behov for at spare penge på den offentlige transport. Det må dog være et helt indlysende, at de busruter, der kører elever til undervisning selvfølgelig fortsat skal være i drift,” skrev bychefen.

En indsigelse som regionsrådet altså også var enige i.

Bychefen sender også en tak til Viborg Kommune, der skal være med til at bevare busruten i samarbejde med Region Midt.

 

Hvordan skal fremtidens Bjerringbro se ud? Det kan du svar på, hvis du møder op til præsentationen af den nye helhedsplan den 22. januar næste år.

Den dag vil LabLand Arkitekter, Viborg Kommune og Bjerringbro Byforum præsentere den nye plan på et borgermøde i Viften, Gudenåhuset, hvor alle er inviterede.

Arbejdet med Bjerringbros nye helhedsplan skrider planmæssigt frem. Efter to borgermøder og en høringsfase har følgegruppen, der består af 13 lokalt engagerede ildsjæle, arbejdet videre med de mange input.

For at sikre, at man kommer hele vejen rundt – og for at nå at få indarbejdet inputs fra direkte berørte parter – så har man dog besluttet at skubbe borgermødet fra december til januar.

Så notér allerede nu tirsdag den 22. januar klokken 19 i din kalender. Vi ses i Viften :-) 

Herunder kan du i øvrigt se de foreløbige skitser i arbejdet med Helhedsplanen. Følgegruppen mødes næste gang den 8. november.

Niels Due Jensens Plads version 1

Passagen fra banen til åen version 1

Å Promenaden version 1

Sønderbro version 1

Efterårs- og vinterprogrammet for cafétimerne i Bjerringbro Idræts- & Kulturcenter er faldet på plads, og de er endnu en gang et besøg værd.

Midt i en tid, hvor der debatteres helhedsplan for Bjerringbro kommer folketingsmedlem Kristian Pihl Lorentzen (V) og giver sit bud på, hvilke visioner han har for Bjerringbroegnen. Det sker ved en cafétime onsdag den 31. oktober. 

Titlen på foredraget er garant for spændende visioner, i og med Kristian Pihl Lorentzen vil tale om hvordan Bjerringbro også i fremtiden kan være en attraktiv by i fortsat udvikling og fremgang.

Bjerringbros tidligere sognepræst Bent Ole Pedersen er kendt for at være en mand, der med et glimt i øjet kan sætte ord på den verden, der omgiver os. Og torsdag den 22. november kigger Bent Ole Pedersen forbi med et foredrag, hvor han stiller spørgsmålet “Hvad er mindste fællesnævner for vores fællesværdier?”

Efter en måske velbespist jule- og nytårstid får du gode råd om at bedre sundhed i dit nærområde.

Det er kostvejleder og sundheds- og forebyggelseskonsulenter fra Sundhedssatellitten ved Bjerringbro Apotek, der holder foredrag den 23. januar. Og der er nok at tale om, for denne dag er cafétimen udvidet med halvanden time, så foredraget begynder klokken 16.30 og slutter klokken 19.

Der er traditionen tro masser af muligheder for at blive underholdt i efterårsferien, også i Gudenåhuset i Bjerringbro, hvor man f.eks. kan gå på Flunkejagt, se på middelaldergøgl, deltage i kreative værksteder og for de allermindste er der teatermagi på programmet.

Flunkejagt

For ca. 117. gang lander flunkerne i deres rumskib, denne gang i Gudenåhusets foyer, hvorfra de invaderer biblioteket. De små drilske væsener er rigtig gode til at finde gemmesteder og denne gang har de annonceret, at de vil gøre det sværere end nogensinde at finde dem allesammen. Men heldigvis er flunkejægere altid ihærdige og med falkeblik og ledetråde plejer alle at blive fundet. Og som sædvanlig udloves en dusør til alle flunkejægere i form af årets flunkejægerbadge. Flunkejagten foregår i hele uge 42 fra lørdag d. 13. til søndag d. 21. oktober. Det er dog kun i den betjente åbningstid, der uddeles dusør.

Kreative værksteder

På biblioteket tilbydes to forskellige kreative værksteder, som også plejer at være populært i en ferieuge, der vejrmæssigt måske byder på lidt af hvert. ”Mal dit eget træfly” er den ene aktivitet, hvor man kan dekorere et lille træfly med sjove mønstre og farver og ”Mal på sten” er den anden. Vi har alt, hvad der skal bruges, både fly, sten, tusser og inspiration. Det er gratis at deltage, så det er bare at møde op og gå i gang. Værkstederne er åbne i bibliotekets betjente åbningstid fra mandag til fredag.

Middelaldergøgl

Mandag formiddag kl. 11.00 får vi besøg af Halvdur & Quartsur, som optræder med middelaldergøgl som det kunne have set ud for ca. 800 år siden. Forestillingen bygger på gamle gøglertraditioner og -discipliner. Kostumer og rekvisitter er lavet efter inspiration fra kalkmalerier og lignende. Det er gøgl på et højt niveau med så meget humor, at både børn og voksne får sig et godt grin. Det foregår udendørs, så klæd jer på efter vejret!
Der er fri entré og tilmelding er ikke nødvendig.

Teatermagi for de allermindste
Teatret Riddersalen byder de mindste børn fra 1½-4 år indenfor i en lille entré, der danner kulisse for forestillingen ”Små blå sko”. Fra entreens billeder, skuffer og skabe trylles fortællingen frem om damen, der går tur med folk. Damen er begejstret og fuld af forventninger, når en ny gåturs-kammerat skal komme. I dag venter hun Alfred, så de små blå sko findes frem. I ventetiden fantaserer damen om udflugtsmål for dagen. Så lyder klokken ved entrédøren…

Giv de små en dejlig teateroplevelse torsdag d. 18. oktober kl. 10.30. Billetter à 30 kr. pr. person kan købes via ferieaktiviteterviborg.dk eller på biblioteket.

Naturskattejagter
Viborg Bibliotekernes populære naturskattejagter er naturligvis også på programmet i denne efterårsferie og den ene af ruterne er at finde i Hjermind Skov. Det er en rute på ca. 2,5 km og der må regnes med lidt udfordrende off-road strækninger indimellem. Men først og fremmest er det en sjov, fælles naturoplevelse for hele familien. Der er i alt 4 ruter at vælge imellem, hvor den ene altså foregår i Hjermind Skov tæt på Bjerringbro. De andre ruter er hhv. den klapvognsvenlige rute i Undallslund, som også kan gås i mørke, mountainbikeruten i Hald Ege og Middelalderruten ved De 5 Halder.
Skattekort kan købes på Bjerringbro Bibliotek og Hovedbiblioteket i Viborg fra fredag d. 12. oktober kl. 14 og hele uge 42 til og med lørdag. Pris pr. skattekort for op til 3 børn: 40 kr. Hvis der er flere end 3 børn koster det 10 kr. pr. ekstra barn.

Booktalk for unge og voksne
Tirsdag d. 16. oktober kl. 17-18 er forfatter Rikke Oberlin Flarup gæst i Gudenåhuset med booktalk om sin nye ungdomsroman. Rikke er født og opvokset i Bjerringbro og bor nu i København.

Se også mere på www.viborgbib.dk og www.ferieaktivteterviborg.dk

I forbindelse med indvielsen af Niels Due Jensens Plads kommer gående og cyklister ved Byhaven til at opleve lidt gener de kommende dage.

Det er af pladshensyn nødvendigt at opstille scene og telt på det afspærrede vejareal mellem byhaven og p-pladsen bag Netto.

Telt og scene opstilles torsdag over middag og får den betydning, at gående og cykler lige skal smutte en anden vej udenom.

“Heldigvis er der rigelig med muligheder for at passere gennem Byhaven, så vi håber på forståelse fra byens mange gående og cyklister”, siger bychef Lars Christiansen.

Hvis du er til musik fra en tid, hvor raske drenge havde vandkæmmet hår og plaster på knæene, og hvpr unge mennesker touperede håret, brugte brylcreme og gik i spidse sko, så kan du glæde dig til en stor musikalsk oplevelse på lørdag.

Her spiller Viborg-orkesteret Kay Werners Kapel nemlig i forbindelse med indvielsen af Niels Due Jensens Plads. Musikken lyder fra scenen ved byhaven fra klokke  10.30 og i cirka halvanden times tid.

Kay Werners Kapel er opkaldt efter en berømt, dansk cykelrytter, der havde sin glansperiode i 1950’erne, og den musikalske inspiration findes da også i netop dette og det efterfølgende årti.

Kapellet består af følgende fire: Claus Hansen (Gustav Werner), klaver, harmonika, guitar, sax og sang, Jacob Mogensen (Banjo Werner), diverse guitarer og kor, Martin Nielsen (Werner Branca), gulvbas, bas og sang – og Benny Ruhe (Bongo Werner), kapelmester, trommer og sang.

Se udpluk af Kay Werners Kapels musikalske kunnen her:

 

Grundfos-ikonet Niels Due Jensen blev i 2013 udnævnt til Viborg Kommunes første æresborger. Lørdag den 29. september 2018 får han en plads i byen opkaldt efter sig.

Niels Due Jensen er tidligere koncernchef for den verdensomspændende pumpevirksomhed Grundfos og tidligere bestyrelsesformand for koncernen og for fonden, der e

jer størstedelen af Grundfos. Han blev i 2013 udnævnt til Viborg Kommunes første æresborger. Nu følges hæderen op med, at han får en plads i sin hjemby Bjerringbro opkaldt efter sig. Det sker ved en festlig navngivning af pladsen lørdag den 29. september 2018.

Unik betydning for Bjerringbro

Viborg Kommunes borgmester Ulrik Wilbek er glad for, at Viborg Kommune opkalder

en plads midt i Bjerringbro efter Niels Due Jensen:

– Niels Due Jensen er en mand, der har haft en helt unik betydning for Grundfos, Bjerringbro, Viborg Kommune, ja for hele Danmarks erhvervsliv. Det var derfor helt på sin plads, at Viborg Kommune i 2013 hædrede ham som Kommunens første æresborger. Og det erderfor helt naturligt, at Viborg Kommune følger udnævnelsen op med at opkalde en plads i hans hjemby efter ham, siger han.

 

Morgenmad til de første 300

Navngivningen foregår lørdag den 29. september 2018 kl. 09.00 – 12.00 ved et offentligt arrangement i Byhaven i Bjerringbro.

Indvielsen af pladsen markeres med taler af borgmester Ulrik Wilbek og æresborger Niels Due Jensen. Desuden er der rundstykker og kaffe til de første 300 deltagere samt musik og aktiviteter for børnene.

Navngivningen arrangeres af Viborg Kommune i samarbejde med Bjerringbro Byforum. Bychef Lars Christiansen, Bjerringbro Byforum er konferencier.

Se invitationen til navngivningen på viborg.dk/nielsduejensen

Øverste foto: Bjerringbro Avis