For enhver forening bør den årlige generalforsamling være en festdag.
Derfor er torsdag aften også en helt særlig dag for Bjerringbro Byforum – det er nemlig den aften, hvor vi holder den første ordinære generalforsamling i foreningens historie.
Generalforsamlingen finder sted den 22. marts på KnowHowZ, Baldersvej 10, klokken 19.
Alle der er medlemmer af foreningen, og som har betalt sit kontingent er stemmeberettiget på generalforsamlingen.
Vi glæder os til aftenen og glæder os til at se foreningens mange medlemmer.

Meld dig ind i Bjerringbro Byforums borgerudvalg.

Så enkelt er det, hvis du vil deltage i konkurrencen om 10.000 kroner til handel i Bjerringbros butikker.

Vinderen findes blandt de første 500 medlemmer af Bjerringbro Byforums borgerudvalg, og målet er at dels at få boostet medlemstallet og dels at få aktiveret nogle flere borgere i Bjerringbro til at bakke op om Bjerringbro Byforum.

Konkurrencen løber fra 4. marts og frem til udgangen af april. Og alle nuværende medlemmer af borgerudvalget er automatisk medlem af konkurrencen.

Medlemmer af Bjerringbro Byforums fem udvalg samt deres nærtstående familiemedlemmer kan ikke deltage i konkurrencen.

Opnås der ikke 500 medlemmer inden udgangen af april, så udtrækkes en forholdsmæssig præmie blandt de daværende medlemmer af borgerudvalget.

Et folk skal have sin egen fane med sit eget våbenskjold.

Det er tanken bag Bjerringbros nye våbenskjold, som Bjerringbro Byforum præsenterer i forbindelse med handels- og fritidsmessen på søndag.

”Da Bjerringbro Kommune forsvandt i kommunesammenlægningen, så mistede Bjerringbro også sit våbenskjold og dermed et stykke af den identitet, der udgjorde det at være fra Bjerringbro,” siger bychef Lars Christiansen.

Det nye våbenskjold indeholder nogle af de samme symbolikker, som det gamle kommunevåben gjorde, og samtidig er der tænkt nye tanker om globaliseringen, som både virksomheder og eksempelvis højskole står midt i, forklarer bychefen.

Sker der noget spændende i aften eller i weekenden?
Fra i dag kan du finde svaret på det spørgsmål her på Bjerringbros helt egen hjemmeside, www.bjerringbro.dk.
Det er Bjerringbro Byforum, der står bag den nye hjemmeside, hvor den fælles kalender for by og opland bliver et centralt omdrejningspunkt.
For at Bjerringbros nye kalender skal blive en succes kræver det dog én helt afgørende ting: At arrangører af stort og småt i Bjerringbro skriver deres arrangementer ind i kalendersystemet.
Det samme gør sig i øvrigt også gældende for indholdet på hjemmesiden, som løbende vil blive opdateret. Så der er altså god grund til at kigge forbi her på siden en gang imellem.