På vegne af Bjerringbro Byforum vil jeg gerne ønske dig et godt nytår og tak for 2023.
Endnu en gang har vi haft et godt og spændende år i Bjerringbro, hvor der altså stadig er gang i en hel masse godt.
På vej er en hel ny byvækststrategi for Bjerringbro, som kommer til at præge byens udvikling mange år fremover. Vi ville ønske, at vi havde været helt færdige, men sådan er der ikke altid sammenhæng mellem tålmodighed og realiteter. Men arbejdet er i fuldt gang, og du kan læse meget mere om det, og et udkast af de mange aktiviteter og oplevelser, som Bjerringbro Byforum har været involveret i i løbet af 2023.
Godt nytår
Lars Christiansen
Bychef, Bjerringbro Byforum
Byvækststrategi og fremtidsværksteder
I samarbejde med Viborg Kommune er Bjerringbro Byforum ved at udarbejde en ny strategi for Bjerringbro og omegn, der er et område med masser af potentiale for vækst. Vi har netop holdt de første fremtidsværksteder for seniorer og unge, og i januar er det børnefamiliernes behov, som vi undersøger. Derudover kan du se frem til at blive indbudt til borgermøde næste år om hvordan Bjerringbro skal udvikle sig. |
|
Tilskud til Å Promenaden
Poul Due Jensen Foundation har doneret 2 millioner kroner til badebroer og vandaktiviteter ved Å Promenaden, og dermed er vi tæt på at være i mål med penge til det store projekt ved Gudenåen. Desværre er projektet blevet stærkt forsinket på grund ingeniør-uenigheder, der betød at vi kun fik madpakkehuset færdigt i år, mens sauna og omklædning desværre lader vente på sig. Viborg Kommune har besluttet at skifte den rådgivende ingeniør ud på en del af projektet, og vi håber at den beslutning fører til en færdiggørelse af sauna og omklædning inden sommerferien næste år, ligesom arbejdet med badebroer og vandaktiviteter sættes i gang i 2024.
|
|
|
Bjerringbro Kulturfestival med Kongelig Ballet
Bjerringbro Kulturfestival blev endnu en gang en bragende succes – måske den bedste hidtil. Højdepunktet var, da næsten 3000 mennesker samledes ved Gudenåen for at opleve Den Kongelige Sommerballet på tur. Derudover var der omkring 50 tilbud til alle aldre og interesser i forbindelse med festivalen. Arbejdet med næste års kulturfestival er allerede i fuld gang, og du kan godt glæde dig. |
|
Støtte til Byforum i 2024 og 2025
Viborg Byråd godkendte en ansøgning om projektstøtte til Bjerringbro Byforum på kr. 300.000 hvert år i 2024 og 2025 til en række projekter til gavn for Bjerringbro. Pengene skal blandt andet gå til den videre udvikling af en levende bymidte i Bjerringbro, som Byforum har arbejdet med i alle årene.
|
|
|
Fejring af Niels Due Jensens 80 års fødselsdag
Ingen enkeltperson har betydet så meget for byens udvikling, og derfor var det helt naturligt at vi samledes på pladsen, der bærer hans navn for at fejre den store dag. Samtidig blev en ny skulptur afsløret på pladsen. |
|
Byforum er flyttet i nyt kontor
Med et nyt kontor på Nørregade 6B kommer vi endnu tættere på detailhandlen og borgerne. Kontoret får åbningstider, så du er velkommen til at kigge ind. Mere om det i et senere nyhedsbrev.
|
|
|
Scooterdrenge fik 350.000 kroner
Efter ansøgning fra Bjerringbro Byforum var vi så heldige at få 350.000 kroner af Poul Due Jensens Foundation og 40.000 kroner fra Bjerringbro Borgerforening til at indrette værksted og betale husleje for frem til sommeren 2025. |
|
Ny medarbejder på bykontoret
Linda Østergaard blev ansat på bykontoret, og har siden 1. maj støttet bychefen i dennes opgaver, aftaler og indgående mails til Byforum. Linda har blandt andet lagt et stort arbejde i at få byens hjemmeside op at stå, hvilket er lykkedes rigtigt godt. Så kig endelig forbi Bjerringbro.dk og bliv klogere på din by.
|
|
|
Bykalender i nyt system
Bjerringbros helt egen bykalender fik nyt system, da Viborg Kommune indgik aftale med KultuNaut om at drive kalenderen. Kalenderen er indlejret på byens hjemmeside og er både stabil i drift og nem at bruge. |
|