– Rom blev ikke bygget på en dag, og det gælder også for Å Promenaden. Men alt godt kommer jo som bekendt til den, der venter, sagde Bjerringbro Byforums formand Niels Dueholm, da han som en af fire talere var med til at festligholde indvielsen af bygningerne på Å Promenaden i Bjerringbro.

Og det er faktisk blevet mere end bare “godt”, var der bred enighed om, for de mange borgere, der søndag formiddag trodsede kulden og indtog en solbeskinnet Å Promenade for at deltage i indvielsen.

Som kommunens repræsentant var det Johannes Vesterby (V), der klippede snoren, og han glædede sig over, at byen har fået et smukt rekreativt område, og at Å Promenaden er med til at binde byen sammen på tværs som en del af den større Helhedsplan, der blev vedtaget i 2019, og som borgere og kommune sammen har arbejdet på at gennemføre.

Vita Vels repræsenterede Å Promenadens største bidragsyder, nemlig Bjerringbro Elværksforening – i daglig tale Elfonden. Hun fremhævede at området ved Gudenåen har været en stor del af Bjerringbros historie gennem mange år, og også vil være det i fremtiden.

– Og så tænker jeg på den store virkelyst, I allerede har vist her på stedet. Med mange forskellige arrangementer, og det glæder jeg mig til fortsætter i fremtiden, sagde Vita Vels.

Efter talerne var Viborg Kommune vært for en kop varm suppe fra Food by Sejdenfaden. En ret der lunede i det det kolde solskin.

Saunaforening

Det er Foreningen Å Promenadens Sauna, der har meldt sig frivilligt til at stå med den daglige drift af saunen. Her har en lang række frivillige ikke bare meldt sig ind i foreningen, men også sagt ja til at bidrage med frivilligt arbejde, fortalte Steen Stephansen, der er formand for saunaforeningen.

– Vi har haft et rigtigt godt samarbejde med Viborg Kommune, og jeg er taknemmelig for, at vi har fået lov til at være med til at indrette saunaen. Jeg er samtidig glad for, at det er frivillige, der har fået opgaven med at drive saunaen. Dels giver det indflydelse at være frivillig, og dels er vi frivillige med til at gøre det billigt at drive stedet her til gavn for kommunen og til gavn for alle jer, der skal bruge saunaen, sagde Steen Stephansen.

Selv om man ikke behøver at være medlem af foreningen, for at benytte saunaen, så opfordrede han alligevel de fremmødte til at melde sig ind i foreningen og reklamerede for foreningens generalforsamling på torsdag.

Byforums formand Niels Dueholm holder tale ved indvielsen af Å Promenadens bygninger søndag den 16. februar 2025.

Meget mere på vej

Søndagens indvielse af madpakkehus, omklædning, toiletter og saunabygning markerede et stort skridt for Å Promenaden, men der er mere på vej.

Badebroerne kommer snart i udbud, hvilket betyder, at vi forhåbentlig inden længe kan tage en dukkert i Gudenåen lige foran saunaen. Derudover kunne Bjerringbro Byforums formand fortælle, at en ny stor legeplads er på tegnebrættet.

– Det bliver en legeplads, folk vil køre til Bjerringbro for at opleve, så det kan I godt glæde jer til, sagde Niels Dueholm.

 

Vil du vide mere om Foreningen Å Promenadens Sauna, og læse om, hvordan du kan benytte saunaen kan du besøge foreningens hjemmeside på: aapromenaden.dk

Herunder kan du se flere billeder fra indvielsen: